lørdag den 6. september 2014

Hvad skal jeg nu? ….lære noget?

Første seminar på MIL er slut, der er tre timer til mit fly afgår tilbage til hovedstaden. Hvad nu? Jeg kan jo tage ind til Aalborg og se den nordjyske hovedstad? Jeg kan finde en sofa og kompensere for en uge med for lidt søvn? Eller jeg kan vælge at lære noget?

Jeg tror jeg vælger sidstnævnte (giver det mon gode point hos min underviser?). Som klassisk introvert, for at bruge Meyer Briggs terminologi, eller tekst-visuel for at bruge Dunn & Dunns terminologi, ja, så vil tre timer her på Aalborg Universitetsbibliotek sikkert være godt givet ud. Muligheden for i stilhed (mon ikke de også kender det begreb her i Jylland?) og for mig selv at få reflekteret (ja, det er så det jeg gør nu), få læst og orienteret mig i nogle bøger (ja, det er jo et bibliotek) og måske få sat nogle ord ned på skrift.

Inden for de næste 10 dage skal jeg så, som fremsætter, få produceret en halv side med ”baggrund af læst litteratur samt egne og    fælles erfaringer i gruppen, at fremsætte et fagligt (evt. kontroversielt) synspunkt” i kategorien ”Kvalitet, inklusion og digital dannelse”.

Umiddelbart tænker jeg, at jeg er rimelig klædt på til opgaven og emnet, eller i hvert fald delelementer af emnet. Jeg har allerede gennemlæst en del relevant litteratur i tiden op til seminariet (jeg har lavet en liste i venstre side af denne blog med dele af denne litteratur), jeg har erfaring fra at undervise i digital dannelse og er vant til at fremsætte faglige synspunkter.

Så efter tre dage som MIL-studerende er jeg vel egentlig stadigvæk ved godt mod, jeg føler i hvert fald at jeg har god energi i at fortsætte læsningen og påbegynde den lille skriveproces.


Og her til sidst kommer en lille bekendelse. Faktisk er der ikke tre timer til mit fly afgår, men fem timer. Hvordan hænger det så sammen? Ja, lige nu sidder jeg faktisk til sidste del af seminariet, under en klassisk ’spørgsmål-til-opgaverne-seance’, og jeg føler egentlig, at jeg har helt styr på de opgaver, jeg skal arbejde med de næste par måneder. Så jeg har altså valgt at starte en individuel refleksionsproces - imens spørgsmålene kører i baggrunden - foran computeren og starte min egen læringsprocesses, som hermed nu er blevet offentliggjort.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar