Stress vs fleksibilitet

Ja, nu har jeg så opfyldt kvantitetskriteriet for opgave 1,1 (og med dette indlæg samme kriterier for opgave 1,2) - og forhåbentlig også opfyldt kvalitetskriterierne. Så får vi af se om der med tiden, vil komme flere indlæg på denne blog og om diskussionerne på moodle medfører endnu flere indlæg.
Men jeg vil da i hvert fald bruge det her indlæg til at reflektere lidt over forløbet.
Jeg beskrev tidligere, den uforløste flow som jeg havde midtvejs i forløbet. Jeg har efterfølgende løbende, uden at have haft tid til på det givne tidspunkt at kommentere, været inde og følge debatterne. Det har på mange måder skabt en fornemmelse af stress i mig, tanken om at der løbende forekommer nye indlæg, og mængden af viden bliver større og større, uden at jeg har følt at have tid til at sætte mig rigtigt ind i det eller kommentere på det - da det, for mig, ofte vil kræve lidt forarbejdning at producere et meningsgivende og kvalitativt indlæg.
Omvendt har muligheden for fleksibiliteten været fremragende, jeg har blot inden for et givent interval, skulle producere et givent antal indlæg, og dermed kunne gøre det, når det har passet ind i et arbejds- og familieliv.
Så mine nuværende refleksioner går på at jeg, i hvert fald for mig selv, bliver nødt til at have nogle rammer for, hvornår jeg går ind og følger debatten - og det skal være tidspunkter, hvor jeg har tid til at reflektere og respondere på indlæggene, ellers skaber det en fornemmelse af stress i mig.

Virtuel læring – skaber det uforløst flow?

Nu er det to dage siden jeg kom hjem fra første MIL seminar. Som jeg beskrev i et tidligere indlæg, valgte jeg at bruge ventetiden i Aalborg på at lære noget. Jeg fik produceret et indlæg som fremsætter under overskriften ’Digital dannelse og kvaliteten heraf’, som jeg efterfølgende postede det angivne sted på Moodle.

Som person kan jeg hurtigt blive grebet af ting, hvilket også skete i udarbejdelsen af føromtalte opgave. Uden at gå ind i en nærmere analyse af om jeg var i Csikszentmihalyi’sk flow eller ej, kan jeg konstatere, at jeg to dage efter jeg postede indlægget, går i en –uforløst- spænding på reaktionen af indlægget, og den efterfølgende – som ikke er startet – faglige debat om dette emne og andre.

Og det har så gjort at jeg har reflekteret overfølgende:
Muligheden for en potentiel hurtig respons igennem virtuellæring, skaber også en, berettiget eller ej, forventning om en hurtig respons. Og udebliver denne (som i dette tilfælde skyldes at debatperioden først starter om 10 dage) giver det en form for ’uforløsthed’.

Min refleksion er om denne ’uforløsthed’, ville virke lige så stærk, hvis det ikke var foregået virtuelt? Hvis indlægget i stedet var fremsat face-to-face en given dato, var det denne dato, som der mentalt ville fungere som referenceramme for responsen.

Selvom der i den pågældende opgave også er indsat datointervaller, giver den virtuelle kommunikationsplatform, alligevel mulighed for at responsen kommer hurtigere. Der opstår altså et vist håb, længsel eller ønske om, at responsen kommer før den det omtalte datointerval, netop fordi det teknisk er muligt – hvilket ikke havde været tilfælde, hvis der var tale om en faco-to-face fremførelse.

Er dette så sundt? At blive afbrudt i sin, potentielle, flow tilstand? At leve i en uforløst tiilstand? Ja, det tror jeg, jeg vil reflektere videre over de kommende par dage… 

Hvad skal jeg nu? ….lære noget?

Første seminar på MIL er slut, der er tre timer til mit fly afgår tilbage til hovedstaden. Hvad nu? Jeg kan jo tage ind til Aalborg og se den nordjyske hovedstad? Jeg kan finde en sofa og kompensere for en uge med for lidt søvn? Eller jeg kan vælge at lære noget?

Jeg tror jeg vælger sidstnævnte (giver det mon gode point hos min underviser?). Som klassisk introvert, for at bruge Meyer Briggs terminologi, eller tekst-visuel for at bruge Dunn & Dunns terminologi, ja, så vil tre timer her på Aalborg Universitetsbibliotek sikkert være godt givet ud. Muligheden for i stilhed (mon ikke de også kender det begreb her i Jylland?) og for mig selv at få reflekteret (ja, det er så det jeg gør nu), få læst og orienteret mig i nogle bøger (ja, det er jo et bibliotek) og måske få sat nogle ord ned på skrift.

Inden for de næste 10 dage skal jeg så, som fremsætter, få produceret en halv side med ”baggrund af læst litteratur samt egne og    fælles erfaringer i gruppen, at fremsætte et fagligt (evt. kontroversielt) synspunkt” i kategorien ”Kvalitet, inklusion og digital dannelse”.

Umiddelbart tænker jeg, at jeg er rimelig klædt på til opgaven og emnet, eller i hvert fald delelementer af emnet. Jeg har allerede gennemlæst en del relevant litteratur i tiden op til seminariet (jeg har lavet en liste i venstre side af denne blog med dele af denne litteratur), jeg har erfaring fra at undervise i digital dannelse og er vant til at fremsætte faglige synspunkter.

Så efter tre dage som MIL-studerende er jeg vel egentlig stadigvæk ved godt mod, jeg føler i hvert fald at jeg har god energi i at fortsætte læsningen og påbegynde den lille skriveproces.

Og her til sidst kommer en lille bekendelse. Faktisk er der ikke tre timer til mit fly afgår, men fem timer. Hvordan hænger det så sammen? Ja, lige nu sidder jeg faktisk til sidste del af seminariet, under en klassisk ’spørgsmål-til-opgaverne-seance’, og jeg føler egentlig, at jeg har helt styr på de opgaver, jeg skal arbejde med de næste par måneder. Så jeg har altså valgt at starte en individuel refleksionsproces - imens spørgsmålene kører i baggrunden - foran computeren og starte min egen læringsprocesses, som hermed nu er blevet offentliggjort.

Den største læring efter én dag som MIL-studerende

Når jeg er stået op kl. 5:30, for at nå morgenflyet til eksotiske nordjylland, modtaget undervisning i 12 timer og jeg i større og mindre grad har skulle forholde mig til 35 nye mennesker, ja, så tænkte jeg mange store tanker om dagens læring fra en meget lang dag, da jeg bevægede mig ud i den nærmest trope-agtige september aften for at tage den ti minutter lange gåtur til mit hotel.

Retrospektivt kan jeg konkludere, at den ti minutters vandre-refleksion om dagens største læring kan beskrives således:

Hvis der bliver serveret god mad til frokost, bliver der med en overvejende sandsynlighed også serveret god mad til aftensmad, og derfor er det dumt at spise sig mæt i Netto-købte cookies!

Fortæller abstraktionsniveauet af overstående læring noget om selve studiet, min egen tilgang eller længden og tidspunktet på dagen, lader jeg stå hen i det uvisse... Men netop denne læring vil jeg i hvert fald tage med mig uanset anden kontekst.