Virtuel læring – skaber det uforløst flow?

Nu er det to dage siden jeg kom hjem fra første MIL seminar. Som jeg beskrev i et tidligere indlæg, valgte jeg at bruge ventetiden i Aalborg på at lære noget. Jeg fik produceret et indlæg som fremsætter under overskriften ’Digital dannelse og kvaliteten heraf’, som jeg efterfølgende postede det angivne sted på Moodle.

Som person kan jeg hurtigt blive grebet af ting, hvilket også skete i udarbejdelsen af føromtalte opgave. Uden at gå ind i en nærmere analyse af om jeg var i Csikszentmihalyi’sk flow eller ej, kan jeg konstatere, at jeg to dage efter jeg postede indlægget, går i en –uforløst- spænding på reaktionen af indlægget, og den efterfølgende – som ikke er startet – faglige debat om dette emne og andre.

Og det har så gjort at jeg har reflekteret overfølgende:
Muligheden for en potentiel hurtig respons igennem virtuellæring, skaber også en, berettiget eller ej, forventning om en hurtig respons. Og udebliver denne (som i dette tilfælde skyldes at debatperioden først starter om 10 dage) giver det en form for ’uforløsthed’.

Min refleksion er om denne ’uforløsthed’, ville virke lige så stærk, hvis det ikke var foregået virtuelt? Hvis indlægget i stedet var fremsat face-to-face en given dato, var det denne dato, som der mentalt ville fungere som referenceramme for responsen.

Selvom der i den pågældende opgave også er indsat datointervaller, giver den virtuelle kommunikationsplatform, alligevel mulighed for at responsen kommer hurtigere. Der opstår altså et vist håb, længsel eller ønske om, at responsen kommer før den det omtalte datointerval, netop fordi det teknisk er muligt – hvilket ikke havde været tilfælde, hvis der var tale om en faco-to-face fremførelse.

Er dette så sundt? At blive afbrudt i sin, potentielle, flow tilstand? At leve i en uforløst tiilstand? Ja, det tror jeg, jeg vil reflektere videre over de kommende par dage…